Vedtægter

Vedtægter af 30. oktober 2003

 

FORMÅL

1. Foreningen er tilknyttet DANSK JOURNALISTFORBUND. Foreningen kan samarbejde med andre faglige foreninger og organisationer i DET BERLINGSKE HUS.

2. Foreningens formål er på fagligt grundlag at varetage medlemmernes interesser i forholdet til Det Berlingske hus og Dansk Journalistforbund samt virke for gode forhold mellem medlemmerne indbyrdes og til de redaktioner, hvortil de er knyttet.

 

MEDLEMMER

3.1. Aktive medlemmer er alle medlemmer af Dansk Journalistforbund som er ansatte på kontrakt i henhold til overenskomst med Dansk Journalistforbund ved Berlingske Tidende, Weekendavisen og Nordfoto.

3.2. Øvrige medlemmer af Dansk Journalistforbund med fast tilknytning til redaktionerne kan optages som interessemedlemmer. Disse medlemmer betaler samme kontingent som aktive medlemmer og har i øvrigt samme rettigheder og pligter som disse. De har dog ikke ret til at deltage i valg af delegerede til Dansk Journalistforbund og valg af overenskomstbeskyttede tillidsrepræsentanter, herunder fællestillidsmand. Bestyrelsen afgør spørgsmål om optagelse af interessemedlemmer.

3.3. Passive medlemmer er efterlønsmodtagende eller pensionerede, tidligere aktive medlemmer af foreningen. De er kontingentfri, har ikke adgang til faglige drøftelser eller stemmeret under disse møder.

3.4. Medlemmer og elevmedlemmer af Dansk Journalistforbund, der ansættes ved nye arbejdspladser oprettet af Det Berlingske Hus, kan optages i foreningen.

 

GENERALFORSAMLING

4.1. Generalforsamlingen, hvortil kun aktive medlemmer har adgang, er foreningens højeste myndighed.

4.2. Forud for generalforsamlingen afholdes der, som et selvstændigt led i denne, gruppemøde på hver af redaktionerne med valg af områdetillidsmand og stedfortrædende tillidsmand. Tillidsmand og stedfortræder er samtidig valgt til medlemmer af bestyrelsen. Valgene meddeles under generalforsamlingen, dagsordenens punkt d. Gruppemødet skal ved opslag indkaldes med 8 dages varsel. Dagsordenen, der skal fremgå af opslaget, skal indeholde følgende punkter:

Valg af dirigent
Tillidsmandsberetning
Valg af tillidsmand
Valg af stedfortrædende tillidsmand
Eventuelt

 

4.4. Generalforsamlingen afholdes hvert år i oktober. Den indkaldes af foreningens bestyrelse på formandens foranledning med 14 dages varsel ved opslag på redaktionerne og med oplysning om foreløbig dagsorden.

4.5. Regnskabsåret slutter den 30. september.

4.6. Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde følgende punkter i nævnte rækkefølge:

Valg af dirigent.
Formandsberetning, kassererberetning.
Forslag fra medlemmer og bestyrelse.
Valg af fællestillidsmand/formand. Valg af kasserer. Meddelelse om valg af tillidsrepræsentanter.
Valg af 5 bestyrelsesmedlemmer og 3 suppleanter.
Valg af 2 revisorer og 2 suppleanter.
Eventuelt

4.7. Forslag fra medlemmer, punkt c, skal være bestyrelsen i hænde senest 4 dage før generalforsamlingen. Forslag under eventuelt kan ikke sættes til afstemning.

 

VALG OG BESLUTNING

4.8 Ved valg og afstemninger i øvrigt på generalforsamling, gruppemøde eller medlemsmøde kan der stemmes ved fuldmagt. Dog kan et medlem kun afgive stemme i henhold til to fuldmagter, Fuldmagter skal ved mødets begyndelse afgives til dirigenten.

4.9. Ethvert aktivt medlem og interessemedlem er valgbart til bestyrelsen. Elevmedlemmer kan ikke vælges til tillidsmandsposter. Beslutninger/valg afgøres uden afstemning, med mindre et medlem stiller krav derom. Beslutninger/valg afgøres ved almindeligt flertal. I tilfælde af stemmelighed ved afstemning om forslag i øvrigt bortfalder forslaget. Valg af tillidsmænd og stedfortrædende tillidsmænd skal, hvis der er mere end 1 kandidat, foregå skriftligt. Fællestillidsmanden/formanden, kassereren, 5 bestyrelsesmedlemmer og 3 bestyrelsessuppleanter vælges ved direkte valg på generalforsamlingen. Alle valg gælder for 1 år. Valgperioden regnes fra datoen for generalforsamlingen. Er der mere end 2 kandidater til formandsposten, vælges fællestillidsmanden/formanden med 2/3 flertal. Opnår ingen af kandidaterne valg i henhold til denne bestemmelse, foretages der omvalg ved almindeligt stemmeflertal mellem de to kandidater, der har opnået de højeste stemmetal.

4.10. Hvis formanden, kassereren, en tillidsmand eller en stedfortrædende tillidsmand fratræder i valgperioden, foretages der nyvalg henholdsvis på en ekstraordinær generalforsamling eller et ekstraordinært gruppemøde.

 

EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

4.11. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af formanden og/eller bestyrelsen og skal omgående indkaldes af denne, hvis mindst 20 aktive medlemmer eller andre ansatte på en af redaktionerne fremsætter skriftlig begæring herom, ledsaget af forslag til dagsorden. Bestyrelsen kan gøre tilføjelser til dagsordenen. Indkaldelse sker med samme varsel som til ordinær generalforsamling. I særlige tilfælde kan bestyrelsen ved meddelelse gennem opslag eller brev til alle aktive medlemmer indkalde til ekstraordinær generalforsamling med kortere varsel. Indkaldelsen skal i så fald godkendes af generalforsamlingen, inden dagsordenen behandles.

 

DIRIGENT

4.12. Dirigenten afgør tvivlsspørgsmål vedrørende generalforsamlinger og mødeforsamlingers kompetence og forhandlingernes overensstemmelse med vedtægterne. Denne afgørelse kan efter krav fra et medlem sættes til forhandling og afstemning. Forslag til forretningsordenen skal straks sættes til forhandling og afstemning.

 

BESTYRELSE

5.1. Foreningen ledes af formanden og bestyrelsen. Bestyrelsen foranstalter i henhold til Dansk Journalistforbunds love valg af delegerede til forbundets delegeretmøde. Fællestillidsmanden er forlods valgt.

5.2. Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og sekretær, der sammen med formanden og kassereren udgør forretningsudvalget. Næstformanden er formandens/fællestillidsmandens stedfortræder og udpeges blandt områdetillidsmændene. Forretningsudvalget forestår de løbende sager og afgiver ved regelmæssige møder beretning til bestyrelsen om situationen og foreningens økonomi. Foreningen tegnes økonomisk af forretningsudvalget. Bestyrelsen kan nedsættes underudvalg omfattende medlemmer uden for bestyrelsen til løsning af specielle opgaver. Udvalgets formand skal dog være medlem af bestyrelsen. Sikkerhedsrepræsentanter som er medlemmer af foreningen har møde- og taleret, men ikke stemmeret, i bestyrelsen.

5.3. Bestyrelsen skal fortløbende, ved opslag eller informationsbrev, orientere medlemmerne om faglige spørgsmål i den udstrækning personlige og faglige hensyn muliggør det.

5.4. Bestyrelsen indkalder til medlemsmøde, før beslutninger af større rækkevidde træffes. Ordinære medlemsmøder kan ikke træffe bindende beslutninger, men vedtage henstillinger til bestyrelsen. Bestyrelsen fastsætter dagsordenen ved medlemsmøder.

 

KONTINGENT

6.1. Medlemskontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Kontingentet for medlemmer under uddannelse fastsættes særskilt og kan højst udgøre 50 pct. af kontingentet for øvrige medlemmer.

6.2. Til supplering af medarbejderforeningens midler kan en generalforsamling eller ekstraordinær generalforsamling bemyndige bestyrelsen til at optage lån.

 

VEDTÆGTSÆNDRINGER

7. Ændringer i vedtægterne kan vedtages af generalforsamlingen, af en ekstraordinær generalforsamling eller ved urafstemning. Almindeligt stemmeflertal er tilstrækkeligt til vedtagelse.

 

OPLØSNING

8. Foreningen kan opløses, hvis 2/3 af medlemmerne ved urafstemning, efter forudgående generalforsamlingsbeslutning, stemmer ja til forslag herom. Beslutningen skal også omfatte anvendelsen af foreningens formue.

 

Således vedtaget af generalforsamlingen den 30. oktober 2003.

Vedtægternes nuværende struktur og hovedindhold blev fastlagt i 1971. En modernisering blev gennemført i 1979. En række mindre justeringer vedtaget ved urafstemning og generalforsamlinger i årene 1981-1983 blev indarbejdet i 1984. Ændringer nødvendiggjort af salget af De Berlingske Ugeblade A/S blev gennemført i 1987. Samtidig indførtes bestemmelsen om direkte valg af kasserer. Mindre justeringer blev gennemført i 1993 og 1996. I 1997 udgik bestemmelserne om valg af sikkerhedsrepræsentanter. I 2001 og 2003 skete mindre justeringer.