Berlingske Journalisters pris går til Information
Anton Geist og Ulrik Dahlin fra Dagbladet Information har netop modtaget Berlingske Journalisters Pris.
Af Mette Koue
Anton Geist og ulrik Dahlin fra Information har vundet Berlingske Journalisters pris 2011 for deres afdækning af sagen om de statsløse palæstinensere. Det er flot og vedholdende gravearbejde, der førte til, at Birthe Rønn Hornbech blev fyret som integrationsminister 8. Marts.
Siden 11. januar har Geist og Dahlin skrevet flere end 50 artikler om sagen. De har dokumenteret, at Birthe Rønn Hornbech med åbne øjne tilsidesatte gældende lov i halvandet år, og de har afdækket, hvordan ministeriets embedsmænd har kendt til ulovlighederne, og hvordan ministeren har overhørt advarsler og har trukket en lovliggørelse i langdrag.
Parret har formået at fastholde og underbygge den principielle linje i en sag, der ville have vanskelige kår i mange andre medier, lyder det blandt andet i indstillingen. Vinderne konkurrerede mod fire andre indstillede, heraf tre journalister fra Berlingske og en fra Kristelig Dagblad.
De øvrige nominerede var:
Birgitte Erhardtsen laver bøger, som får rigtig fine anmeldelser, og erhvervsjournalistik, som gør ondt på modparten. Birgitte Erhardtsen har de seneste år vedholdende forsøgt at afdække skyggesiderne af de ofte glittede overflader i erhvervslivet. Det er sket med vedholdende historier om revisorer, advokater og nogle af de mange millionærer og milliardærer, som tjente penge i rekordfart under den økonomiske optur – og landede med et brag, da virkeligheden indhentede dem.
Line Holm Nielsen, Berlingske Feature.
Line Holm er repræsentant for den langtidsholdbare journalistik, der lever længere og sætter sig dybere i læserne end det meste af, hvad vi hælder i den daglige avis. Blandt de projekter, som Line har brændt for og ført til dørs med stor indlevelse, er artikelserien om organmangel fra foråret 2008, serien om den kræftsyge Lotte Johansen, som Line fulgte i et år frem til hendes død, fortællingen om syv personers lemlæstelse af 36-årige Yvonne Hansen på Mors, beretningen om nepalesiske Viktoria og – sammen med Jesper Caruso og Karl Erik Stougaard – serien De Faldne.
Lars-Henrik Aagaard, Berlingske Tech og Viden.
Lars-Henrik nomineres for dagligt at gøre både læserne og sine kolleger på Berlingske klogere med sin enorme viden om naturvidenskab, sit intellektuelle udgangspunkt, evnen til at fordybee sig i emnerne og til at formidle dem på en præcis og fascinerende måde. Lige nu får han brug for alle talenter på én gang – plus sit helt private lokalkendskab til landet – som udsendt til katastrofen efter jordskælv og tsunami i Japan.
Line nomineres for sin artikelserie om De åndssvage. Et stykke solidt journalistisk håndværk om en gruppe i samfundet, som vi ofte er tilbøjelige til at overse. Line får i sine artikler sat en tyk streg under den menneskeforagt, der herskede for ganske få år siden over for en gruppe af borgere, der var totalt prisgivet myndigheders og såkaldte eksperters forgodtbefindende, når først de – berettiget eller ej - var anbragt inden for forsorgens mure. Hendes artikler illustrerer også fint, hvordan ansatte længere nede i hierarkiet måske nok anede, at det, man gjorde, var forkert, men alligevel ikke vovede at tale autoriteterne imod.
Senest opdateret (Tirsdag, 22. marts 2011 14:50)