Kære medlemmer

Endnu engang har vores vilkår drastisk forandret sig. På et enkelt år. Flere gange endda i løbet af året. Både BM og B.T. har skiftet chefredaktører – endnu engang. Økonomien forværres fortsat, og på det fagpolitiske plan er koncernens linje over for journalisterne blevet skærpet: Et fredeligt samarbejde om overenskomstfornyelse blev brat afløst af opsigelser af husaftaler. Så foranderlige er arbejdsbetingelserne i dag. Og på de betingelser har BMF og vores søsterforening på B.T. søgt at manøvrere gennem stormvejret uden grundstødninger.

Massiv fyringsrunde på B.T.

Det kan virke underligt at begynde denne beretning med noget som er sket uden for foreningen, og oven i købet til allersidst i foreningsåret. Men fyringsrunden på B.T. fortæller noget om vilkårene i vores branche i dag. Den sætter tingene lidt i perspektiv.

På redaktionen blev det til 17 fyringer og fire frivillige fratrædelser. Det var en hård omgang, den værste nogensinde i København bortset fra egentlige bladlukninger. Ledelsens oprindelige krav var 34 redaktionelle stillinger, og kun ved at smide husaftaler, varsler og to (!) års lønforhøjelser på bordet, og i øvrigt være meget kreative, lykkedes det tillidsfolkene at snakke tallet ned til 21.

Efter de mange indrømmelser fra medarbejderside kvitterede B.T.s ledelse så med at fyre en medarbejder på barselsorlov, plus den tidligere tillidsmand og den tidligere stedfortrædende tillidsmand. Barsels-fyringen er efter Dansk Journalistforbunds mening en ren lovovertrædelse, og den vil blive behandlet som en sådan.

Fyringen af de to tidligere tillidsfolk er ikke ulovlig. Den er heller ikke overenskomststridig. Den er bare dårlig stil. De to er næppe blevet fyret fordi de har været tillidsfolk. De blev fyret på trods af at de har været tillidsfolk, nærmest som en lille markering af ringeagt for tillidsmandsinstitutionen.

Det væltede straks ind med skarpe protester – fra DJ, fra Orkla Medias norske fællestillidsmand og fra BMF og B.T.s Medarbejderforening i fællesskab. Hvorefter B.T. fandt tegnebogen frem og gav de to fyrede ex-tillidsfolk tre måneders løn hver i godtgørelse. Det accepterede vi, men det betyder ikke at vi nu er glade igen. Vi har ikke glemt B.T.s opførsel ved denne fyringsrunde. Den er pinlig for Det Berlingske Officin og pinlig for Orkla Media, og skadelig for os alle sammen, fordi den gør det sværere at hverve nye tillidsfolk.

Hvad angår fyringen af en medarbejder på barsel, så må vi vente på at der falder dom i sagen – hvis da ikke B.T. vælger at betale sig fra et forlig. Taber B.T., vil det ikke bare være pinligt; det vil simpelt hen være en skandale for Orkla, der har respekt for regler og aftaleværk som et grundlæggende forretningsprincip. Det er i øvrigt ikke første gang at barslende fyres i DBO; der er tidligere eksempler på De Bergske Blade og på Århus Stiftstidende.

Den massive nedskæring på B.T. gør ikke bladet til en god forretning for vores ejere, eller bare en acceptabel forretning, nej B.T. løber nu rundt. Ikke mere end det.

BMFs største arbejdsplads, Berlingske Tidende, løber langt fra rundt. Skulle den det til næste år, ville det kræve snesevis af fyringer og en drastisk formindsket avis, to sektioner i tabloid, måske. Men koncernen har større tålmodighed med BM end med B.T., og en vis tro på at både annoncesalget og bladsalget nu vil begynde at stige.

Derfor slap BM igennem uden fyringer af fastansatte. Men en række af bladets faste freelancere mister indtægter fra bladet. Det skyldes ikke krav fra BMF, men er overvejende et resultat af sektionsnedlæggelser og indskrænkninger.

At vi trods alt slap så billigt fra det, er nok så meget udtryk for god vilje fra ledelsens side. Bladets ledelse lagde megen vægt på at undgå egentlige fyringer – af hensyn til samarbejdsklimaet, og for ikke yderligere at dræne avisen for kræfter forud for en relancering af avisen og midt i et omfattende udviklingsprojekt. Udmeldingen om en sparerunde kom ikke tidsmæssigt heldigt i forhold til projekt Tættere på Læserne (TPL), men annoncesalgets udvikling gjorde at koncernledelsen og bladets ledelse ikke turde vente.

Udmeldingen kom ikke som en stor overraskelse for BMF. Allerede i begyndelsen af januar var vi bekymrede over det voksende svælg mellem budgetterne og virkeligheden. Derfor bad vi BMs nye ledelse om at åbne en frivillig fratrædelsesordning, hvilket ledelsen heldigvis sagde ja til. Men det var ikke nok: Med spareaftalen i september måtte vi suspendere vores vigtigste husaftaler og gå med til kraftigt forkortede varsler for stillingsskift. Desuden har vi stillet vores efteruddannelse til rådighed for TPL-projektet hele næste år.

Nu har BM fred indtil videre, for en del af aftalen er at der ikke kommer fyringsrunder i 2004.

Helt undgik vi dog ikke opsigelser. De såkaldte resultatmedarbejdere på BM blev i maj måned fyret, nogle af dem efter mange års ansættelse på daglejervilkår, og bladet gik over til at bruge Ritzaus sportsresultatservice i stedet. Resultatfolkene er gennem tiden kommet med mange forslag til hvordan man kunne udvikle deres arbejde – gå ind i mobiltelefontjenester og andet. Men ledelsen var ligeglad, og nu er Ritzau definitivt løber med markedet. Så denne triste sag er et klart eksempel på hvordan dårlig ledelse både koster indtægter og job.

Resultatmedarbejderne var medlemmer af BMF, og vi og DJ havde stillet krav om at de kom på overenskomst. Nu måtte vi forhandle deres opsigelser på grundlag af funktionærloven, og det lykkedes os at sikre dem en månedsløn mere end loven foreskriver.

Vi troede ellers sidste år at vi havde fået engageret Berlingske-koncernen i konstruktive drøftelser om fremtidens overenskomst. Men i juni i år opsagde koncernen vores vigtigste husaftaler – dem om tidagesordningen og arbejdsredskabsordningen.

De fire opsigelser – fra BM, Scanpix, Weekendavisen og B.T. – var stort set enslydende. På Scanpix, Weekendavisen og B.T. lagde de lokaler chefer da heller ikke skjul på at beslutningen var taget i koncerndirektionen, og opsigelsesbrevene skrevet samme sted.

Vi svarede, sammen med B.T.s Medarbejderforening, at vi betragtede opsigelserne som en krigserklæring, og at opsigelserne ville gøre nogle i forvejen svære overenskomstforhandlinger endnu vanskeligere. Svaret var at vi havde misforstået det hele; meningen var tværtimod at øge vores interesse i at indgå et overenskomstforlig til næste år i stedet for at lade forligsmanden fremsætte et mæglingsforslag; for med et mæglingsforslag ville husaftalerne bare falde bort. Da vi i august blev indbudt til spareforhandlinger på BM, havde ledelsen dog skiftet mening. Nu ønskede den at vi helt skulle opgive husaftalerne – de skulle altså ikke længere være lokkemad ved overenskomstforhandlingerne.

Som bekendt sagde vi nej til at opgive husaftalerne, men ja til at suspendere dem. Det var udtryk for at vi erkender at bladets økonomiske situation er så alvorlig, at der er ting der bare ikke er råd til lige nu. Men når situationen har bedret sig, skal vores forhold også forbedres. Nu træder aftalerne ud af kraft til nytår, men vi har krav på en genforhandling af dem når BM igen giver overskud. Udfaldet af en genforhandling er ikke givet på forhånd. På den ene side kan vi ikke være sikre på at få aftalerne tilbage i deres nuværende udseende, men på den anden side kan ledelsen heller ikke blankt afvise at forny aftalerne; "genforhandling" betyder ikke "bortfald".

B.T. har siden indgået en aftale magen til BMs, mens vi på Scanpix, Weekendavisen og BNY skal have lokale forhandlinger om aftalernes fremtid. De forhandlinger vil snarest blive indledt.

Desuden vil aftalerne uundgåeligt dukke op ved overenskomstforhandlingerne. Vores og B.T.s lyst til at acceptere ringere løn- og arbejdstidsbestemmelser er meget, meget lille – uanset hvad vi måtte få i stedet. Ville muligvis se anderledes på det, hvis vi kunne få afviklet genforhandlingen af husaftalerne med det samme, så vi vidste hvad vi har at regne med i de kommende år. Men med fortsat uvished om husaftalernes fremtid er vi nødt at sige nej tak til større ændringer af overenskomsten.

Hvilket fører frem til et par ord om overenskomstforhandlingerne. BMF og B.T.s Medarbejderforening har endnu ikke haft en systematisk drøftelse af hvad vi vil stille af krav til vores fælles overenskomst, når den skal fornyes til februar. Men vi har længe, gennem mere end et helt år, faktisk, signaleret til Berlingske-koncernen at vi gerne vil havde aftaledækket vores freelancere, så de ikke underbyder os, og at vi gerne vil have overenskomstdækket vores naboarbejdspladser – først og fremmest Urban – så deres ringere vilkår ikke underminerer vores overenskomster. Til gengæld vil vi gerne diskutere ændringer af overenskomsten – måske en anden måde at opgøre arbejdstiden på, måske kortere varsler for overflytning til anden stilling.

Vi har så oven i købet demonstreret at vi kan levere varen, for ved spare-fyringsrunderne her i efteråret har vi både på B.T. og på BM indgået lokalaftaler om forkortede varsler for stillingsskift.

Vi havde håbet at vi kunne få en forhandling om en egentlig Berlingske-koncernoverenskomst – med eller uden de jyske aviser. På denne begrænsede spillebane ville det være muligt for begge parter, arbejdsgiverne og os, at give nogle indrømmelser og indgå en aftale. Men i de foreløbige sonderinger mellem DDFF og DJ har arbejdsgiverne blankt afvist ideen. Det er temmelig uforståeligt, og hvis der ligger en skarpsindig overvejelse bag arbejdsgivernes afvisning, så er den så skarpsindig at BMF endnu ikke har gennemskuet den.

Arbejdsgivernes afvisning af en Berlingske-overenskomst er blevet kontant afregnet af Dansk Journalistforbund, der få uger efter opsagde de to såkaldte protokollater på Urban og Metropol Online. Hvis ikke vi kan få håndslag på at de to arbejdspladser indgår i en koncernoverenskomst, så må de have mulighed for at gennemføre deres egen overenskomstforhandling, og med en reel konflikttrussel i baghånden.

Protokollaterne med tilhørende husaftaler er en slags midlertidige overenskomster – der står faktisk bare at man har ret til at vælge tillidsmand og at man får løn under barsel – og opsigelsen betyder at DJ vil kunne iværksætte en blokade af de to arbejdspladser, hvis der ikke inden 1. januar er indgået en rigtig overenskomst. En eller flere af BMFs arbejdspladser vil sandsynligvis blive omfattet af en sympatikonflikt, hvis det kommer til en konflikt på Urban og Metropol Online.

Det vil selvfølgelig være dybt beklageligt hvis det skulle ske; ingen af vores arbejdspladser kan ret godt tåle en strejke eller lockout.. På den anden side er det klart i vores interesse at Urban og Metropol Online har ordentlige overenskomster. Det laver det samme som os, og de arbejder i samme bygning som os. Derfor skal de også have samme vilkår som os. Ellers risikerer vi i længden at arbejdspladserne forsvinder fra os og dukker op andre steder, for eksempel på Urban. Eller på Metropol Online.

Lige nu er der kun to DJ-medlemmer på Metropol Online, nemlig AOKs journalister. Men for det første kan der hurtigt komme flere, og for det andet er det ikke sikkert at de to har de samme ønsker til en ny overenskomst som Urbans journalister. Derfor er det vigtigt at hele forhandlingen ikke bare kommer til at handle om Urban. De to journalister på AOK står som medlemmer af BMF, og derfor er det vores forpligtelse at sørge for at Metropol Online ikke bliver glemt.

Sidste år måtte vi tage afsked med to af BMs researchere, der blev tvangsoverført til det nye arkivselskab InfoMedia. I årets løb har DJ måttet opgive at kræve en overenskomst, for forbundet mener ikke at InfoMedia har noget arbejde der falder inden for DJs organisationsområde. Lidt pudsigt, eftersom dette organisationsområde efterhånden strækker sig meget, meget vidt, men BMF har kun kunne tage forbundets holdning til efterretning. Nu er det så op til HK at sikre sig en overenskomst, og det er ikke lykkedes endnu.

Efter at vores husaftaler var blevet opsagt, valgte vi at opsige den såkaldte "stiltiende" fotoaftale til bortfald samtidig med overenskomsten. Fra 1. marts kan BMs og B.T.s fotografer altså ikke længere sendes ud for at fotografere på vegne af Scanpix. Men deres billeder kan naturligvis stadig videresælges af Scanpix.

Når vi får en genforhandling af de opsagte husaftaler, kommer vi formentlig også til at diskutere en genoplivning af den "stiltiende" aftale.

Historien bag den "stiltiende" aftale går tilbage til juni 2001, da Scanpix fyrede to fotografer. Vores svar var at nægte at lade BMs og B.T.s fotografer arbejde for Scanpix. En opmandsudtalelse i det faglige fællesudvalg tvang os dog til at anerkende at der forelå en gammel stiltiende aftale om samarbejdet. Kort efter sidste generalforsamling, i november 2002, blev vi så omsider enige med DBO om hvad denne aftale egentlig går ud på, nemlig at bladfotografer godt kan udsendes for at fotografere til Scanpix, men at de, når de er udsendt alene for deres eget blad, har ret til at sige nej til en Scanpix-kunde der henvender sig på stedet.

Vi skal også huske at notere os de sejre vi har vundet: Efter en helt ufattelig masse skrig og skrål lykkedes det os i januar at indgå en aftale som betyder at tillidsfolkene får indsigt i BMs freelanceres forhold og forhandlingsret for dem. Freelancernes får ikke nogen mindstelønssats, men aftalen siger dog at man skal se på hvad fastansatte får, når man aftaler freelancehonorarer. Desuden bliver der sat hegn om freelancernes ophavsret, sådan at der skal en udtrykkelig aftale til hvis deres stof skal kunne videresælges. Endelig bliver de sikret en betaling for videreudnyttelse gennem InfoMedia, som er DBOs og JP/Politikens nye fælles arkivselskab. Det er ikke nogen imponerende aftale. Men det er den første indgået med et DDFF-medlem.

Vejen dertil var lang. Først forhandlede vi sammen med DJ og Freelancegruppen. I oktober sidste år foreslog BMs daværende ledelse os så en ren lokal forhandling. Vi sagde ja, men DJs FreelanceGruppe tog det ret tungt at de ikke måtte være med ved bordet. BMs ledelse tog til gengæld let på sagen; alt for let, faktisk, for vi fik stort set ikke afholdt nogen forhandlingsmøder. I december skiftede BM ledelse, men det hjalp ikke. Så trak vi os ud af forhandlingerne, og DJ varslede konflikt. Og så skete der noget.

I de afsluttende forhandlinger fungerede DJ og FreelanceGruppen som forhandlings-"kosteskab" for BMF, og det fungerede faktisk udmærket. Nogle personudskiftninger i FreelanceGruppen bidrog også til at forbedre klimaet. Forløbet medførte større forståelse hos begge parter. Vi fik en forståelse for freelancerens bekymring for især ophavsretten, for videreudnyttelse af egne ideer er en økonomisk nødvendighed for mange freelancere. Og FreelanceGruppen forstod at BMF mener det alvorligt når vi siger at vi ønsker bedre forhold for freelancerne.

Foreløbig må vi dog erkende at aftalen ikke har givet bedre forhold for freelancerne, i den forstand at vi endnu ikke har fået løftet freelanceres honorarer med henvisning til aftalen. Men vi har fået forhindret nogle forringelser.

I forbindelse med freelanceforhandlingerne fik vi også forhøjet vederlaget i de fastansattes videreudnyttelsesaftale med 150 kr. i kvartalet. Forhøjelsen skal dække vores halvdel af de ekstraindtægter som BM har fra InfoMedia.

Forhøjelsen gælder kun på BM. På Weekendavisen har vi tværtimod en uoverensstemmelse med ledelsen om hvorvidt de ansatte overhovedet skal have fuldt vederlag fra aftalen; koncernens jurister mener nemlig at videreudnyttelsesaftalen er formuleret sådan at InfoMedia må regnes for en intern samarbejdspartner. På B.T. har man den samme diskussion, og DJ vil nu få den afgjort ved en voldgift.

I øvrigt fungerer videreudnyttelsesaftalen rimeligt problemfrit. Der har været enkelte småsager i årets løb, men de er blevet behandlet ganske udramatisk. Som hovedregel bliver stoffet nu anvendt efter reglerne. Men det kommer vidt omkring: Senest har en journalist på BM genfundet en af sine artikler i et blad ved navn Smaalenenes Avis, der udkommer i en mørk dal i Nordnorge. Det skyldes at Orklas videresalgsorganisation, Avisenes Pressebyrå, er blevet kunde hos BCM.

Hvor vigtigt det er at have gode freelanceaftaler blev demonstreret i forsommeren, da Scanpix inviterede os til en diskussion af fotografernes forhold. Indtil for få år siden havde Scanpix otte fastansatte fotografer. Siden er to blevet fyret og to fratrådt frivilligt. Nu har Scanpix regnet ud at man kunne opnå betydelige besparelser ved at udskifte de sidste fire med freelancere. Fotografernes samlede aflønning, inklusive provision og kørselsordninger, er simpelt hen højere end det freelancere får pr. opgave eller pr. time. Derfor ønsker Scanpix at fotograferne skal give afkald på deres provision, hvilket vil betyde en voldsom indtægtsnedgang for fotograferne.

Vi har accepteret at gå ind i forhandlingerne for at redde nogle faste job. Men til gengæld vil vi have en freelanceaftale, så freelancerne ikke fortsætter med at udkonkurrere de fastansatte på prisen.

Det er ikke de bedste tider at forhandle løn i. Krisen i branchen betyder at vi ikke længere kan følge med lønningerne på det øvrige arbejdsmarked. Hver gang kontorfunktionærer og metalarbejdere stiger fire procent i løn, så stiger vi tre – eller måske kun to procent.

Det lykkedes os på Weekendavisen at få aftalt en lønforhøjelse, som sammen med de overenskomstmæssige lønforhøjelser giver 3,25 procent, og reallønssikring til alle. Det er mindre end det øvrige arbejdsmarked få. Men bedre end på vores øvrige arbejdspladser. På Scanpix fik vi 2,25 procent, alt inklusive, og det blev givet med ens beløb til alle – alle fik således sikret deres realløn.

Vi skulle ikke forhandle på BM, fordi vi indgik en toårig aftale i 2002. Den gav os i år cirka 2,25 procent, med ens procent til alle. Ledelsen henvendte sig til os i foråret og ønskede at vi skulle give frivilligt afkald på vores lønforhøjelse. Som udgangspunkt valgte vi ikke at afvise tanken, men vi advarede om at der så nok ville gå mange, mange år før vi igen indgik en toårig aftale. Det fik ledelsen til at trække deres henvendelse tilbage.

På et enkelt punkt måtte vi dog bryde den toårige aftale op; DDFF ville nemlig ikke godkende den bundgrænse for de personlige tillæg, som vi havde aftalt sidste år. Det er irriterende at tredjepart på denne måde blander sig i hvad lokale parter har aftalt; vi ville næppe acceptere noget tilsvarende fra DJs side. Men vi valgte at acceptere at bundgrænsen på 13.000 kr. kun er "retningsgivende", mod til gengæld at få løfte om at blive orienteret før nogen ansættes til under dette beløb i personligt tillæg.

For knap et år siden aftalte vi med Weekendavisen at bladets sidste typograf overførtes til vores overenskomst. HKs Mediagrafisk Klub havde ingen indvendinger, for typografen lavede efterhånden det samme som de journalistiske redaktionssekretærer. Alligevel har HK siden rejst en sag – sammen med et antal lignende sager på B.T. – med påstand om at vores nye medlem skal tilbage på HK-overenskomsten. Samtidig har HK gjort hvad man kunne for at genere medlemmet ved at forhale overflytningen til Journalisternes A-kasse.

HKs optræden er ynkelig. Mod vedkommendes ønske, og mod holdningen hos den lokale HK-klub, går man ind og rejser en sag for at tvinge et tidligere medlem tilbage på en overenskomst der er ringere end den vedkommende er blevet overflyttet til.

I slutningen af november fik vi den chokerende meddelelse om at BM endnu engang skulle have ny chefredaktør. Karsten Madsen havde pludselig fået lyst til nye udfordringer, og i løbet af weekenden ryddede han sit kontor og var væk uden videre afskedsformaliteter.

Karsten Madsen var i sin korte redaktørtid en kontroversiel skikkelse. Han blev modtaget med messianske forventninger, som han ikke helt kunne leve op til. Han foretog redaktionelle fejlgreb, men havde til gengæld god musisk fornemmelse for samarbejde. Samlet set var han, på godt og ondt, en ledelsesmæssig og journalistisk anakronisme.

Der har været spekuleret meget på om Karsten Madsen rejse frivilligt eller ufrivilligt. Det er i virkeligheden ikke så vigtigt. Hovedsagen er at han var den forkerte mand til jobbet, og så er det underordnet om det var ham selv eller koncernledelsen der drog konsekvensen af det. Ansvaret for at han var den forkerte mand – det falder tilbage på dem der ansatte ham.

Den nye ledelse på BM blev en model som vi ikke var begejstrede for, nemlig en deling af jobbet i en ansvarshavende redaktør og en administrerende direktør. De historiske erfaringer med denne opdeling er ikke gode i DBO, fordi redaktøren risikerer at komme i klemme, når han ikke også har det endelige ansvar for økonomien. Men sådan blev det altså, og nu er det vores opgave at støtte chefredaktøren.

I øvrigt har en rapport i Dagspresse Norge, Orklas norske avissektor, for nyligt anbefalet énledermodellen. Aviserne i Dagspresse Norge er dog mindre end i DBO, og derfor kan man ikke entydigt overføre konklusionen fra denne strukturrapport til DBO.

En del af arven fra Karsten Madsen var hans mundtlige tilsagn om at få ryddet op i de overenskomststridige fastlance-ansættelser. BMs nye ledelse valgte heldigvis, efter en vis betænkningstid, kan man vel kalde det, at vedgå arv og gæld og leve op til tilsagnet. Derfor blev den sidste af fastlancerne i Pilestræde ansat i en normalkontrakt i foråret.

Den allersidste fastlancer, nemlig bladets korrespondent i Kina, kunne vi ikke opnå samme ordning for. Dansk Journalistforbund har allerede taget de første skridt til en faglig voldgift for at få fastslået at korrespondenten er omfattet af vores overenskomst. Imidlertid har bladet nu opsagt kontrakten med korrespondenten som led i spareplanen. Det er en beklagelig udvikling, og vi har allerede bedt DJ om at tage skridt til at få fremskyndet sagen for det faglige fællesudvalg.

Bijobsager har vi faktisk aldrig før haft i BMF. Men i sommer fik vi pludselig én, da en tidligere praktikant dukkede op som sommervikar på BMs redaktion; oven i købet ansat på en overenskomststridig freelancekontrakt. Vedkommende var stadig studerende på DJH, så der var tale om en overtrædelse af forbundets bijobregler. Bijobreglerne var ellers lige blevet lempet af delegeretmødet som resultat af et kompromis med elevorganisationerne. Men denne nye sag var en klar overtrædelse også af de lempede bijobregler. Det var rigtig træls. Vi angreb sagen på den måde som er foreskrevet i de nye bijobregler, nemlig ved at gå direkte til ledelsen. Og det lykkedes heldigvis at få standset bijobbet hurtigt og diskret, uden at skulle blande forbundet ind.

En stor del af BMs energi er siden det meget tidlige forår blevet anvendt på projekt Tættere På Læserne – eller TPL, som det meget hurtigt blev forkortet til. Det er en ambitiøs plan for en nyorientering af avisen mod læsernes ønsker og behov. Målet med TPL blev i januar beskrevet sådan af Anders Kronborg: "Vi vil lave en avis, som opleves som uundværlig for vores målgruppe. Det kræver en stor forståelse i redaktionen af læserne og deres univers." Midlerne er: Ud med redaktørens personlige mavefornemmelser, og ind med læseranalyser, fokusgrupper og andre metodiske værktøjer. Ud med journalistik for kilderne, ind med "news you can use".

BMF bakkede fra begyndelsen op bag projektet. Vi så det som et rigtigt skridt og en nødvendighed hvis avisen skal overleve. Men vi var bekymrede for om TPL ville udvikle sig til beslutninger om at nedlægge stofområder, og dermed redaktionelle job. Derfor var det vigtigt for os at vi blev repræsenteret i projektets styregruppe af folk med et mandat som tillidsfolk eller som medlemmer af BMFs bestyrelse.

Introduktionen af TPL har ikke været lydefri. Mest problematisk har været visse tilløb til meningsmæssig ensretning og forsøg på at detailstyre vinklingen af de enkelte artikler, noget der er grundlæggende fremmed for BMs journalistik.

Først for nyligt kom det til en åben debat, da BMs kulturredaktør nedlagde trykkeforbud mod en kommentar af bladets teateranmelder om de storkøbenhavnske teaterplaner – med den begrundelse at den stred mod bladets linje i sagen. Det var en vanskelig sag at forholde sig til for tillidsfolk og medarbejderforening. Vi blander os normalt ikke i journalistik, for det kan der være mange meninger om blandt vores medlemmer. Det er også redaktionsledelsens ret at bestemme hvad der må trykkes, og hvad ikke. På den anden side var kulturredaktørens indgriben uforståelig; den forbudte kommentar indeholdt nemlig kun ukontroversielle synspunkter som de fleste af vores læsere formentlig ville være enige i.

Den afviste kommentar er offentliggjort i bladets chathus, der også har givet plads til en livlig debat om sagen. I et indlæggene hedder det for eksempel:" En borgerlig avis som Berlingske Tidende kan for mig at se ikke fremtidssikre sig uden et vist mål af kvalitet og lødighed. Og den kvalitet kan altså kun tilvejebringes, hvis der bevares et vist spillerum for åndsfriheden i spalterne."

Som forfatter af kommentarer under eget navn i de redaktionelle spalter – altså uden for debatsiderne – må man acceptere at ens arbejde er en del af bladets samlede meningstilkendegivelse. Men da man skriver under eget navn må man være frit stillet inden for de rammer som bladets redaktørerklæring angiver. Dem kan man efter temperament og orientering opfatte som vide eller snævre. I redaktørerklæringen erklærer redaktionsledelsen sig for "frit stillet" mod at afgive visse løfter. Det vil sige at redaktionsledelsen ikke vil tåle indblanding fra ejere eller fra tredjemand, så længe den redigerer bladet "i national og demokratisk ånd, i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt". Desuden loves "mådehold", "god tone", "redelighed" og "alsidighed".

Dette er Berlingske Tidende; ikke mere, ikke mindre, og det er ikke til debat.

Alligevel kunne man for nyligt læse Anders Kronborg udtale i dagbladet Børsen, at "vi ikke skal skrive ting, som stritter mod værdigrundlaget og avisens redaktionelle linje i øvrigt", samt at TPL skal sikre at "man ikke har en indre opposition på avisen". Som om synspunkters forskellighed skulle være udtryk for opposition. Formuleringerne kan måske tilskrives en vis kulturforskel mellem direktion og redaktion. Men redaktørerklæringen kræver, og læserne forventer, alsidighed og redelighed af Berlingske Tidende; ikke politisk detailstyring af journalistikken og kommentaren.

Bortset fra alt det ovennævnte har BMF også levet et normalt foreningsliv; bestyrelsen har holdt møder, mange møder endda, især i de sidste to måneder. Vi har søgt at orientere grundigt pr. e-mail om hvad vi foretog os og hvad der skete omkring os, ikke mindst gennem udsendelse af små elektroniske nyhedsbreve kaldet "Nyt fra BMF". I nogle kritiske situationer har vi holdt medarbejdermøder, men vi har været omhyggelige med kun at sammenkalde når der virkelig var grund til det.

I begyndelsen af september holdt vi så en fest, en velbesøgt og meget vellykket fest, arrangeret af Lars Erik Skovgaard og Jesper Termansen fra BM. Tak for det!

Det kan blive den sidste BMF-fest vi har holdt. Told og Skat har nemlig under et kontrolbesøg oplyst at hvis vi fortsat vil have lov at trække BMF-kontingentet fra i skat som et fagligt kontingent, så må vi holde op med at holde fester bespise bestyrelsen og give gaver!

Det vil vi selvfølgelig ikke umiddelbart acceptere, og vi har tænkt os at pudse DJs jurister på Told og Skat. Men i værste fald kommer vi til at træffe et ubehageligt valg. Måske skal vi opgive skattefradraget. Måske skal vi dele foreningen rent juridisk i en faglig og en social del. Eller også skal vi bare blive rigtig, rigtig nærige.

Der har igen været en del personudskiftninger i bestyrelsen siden sidste generalforsamling. Weekendavisens tillidsmand gennem mange år, Pernille Stensgaard, er gået af og er blevet afløst af Tine Eiby. Scanpix’ tillidsmand, Palle Hedemann, valgte i foråret at gå frivilligt for at blive freelancer efter i mange år at have passet tillidsmandshvervet fra Århus. BMs tidligere stedfortrædende tillidsmand, Annette Precht-Sparre, valgte helt at trække sig fra bestyrelsen, da hun gik på barsel, og vores tidligere fællestillidsmand, Marianne Bom, forlod en post som bestyrelsessuppleant, da hun i marts fratrådte frivilligt for at blive freelancer. Tak til jer alle sammen for jeres indsats gennem årene.